Medisundfornuft

Så nærmer tiden sig for et nyt skoleår. Jeg må indrømme, at jeg, som altid, glæder mig. Måske pga. udsigten til nye kolleger, men nok især ved udsigten til at føre mange nye undervisningsideer ud i livet. En af de ideer handler om medisundfornuft.dk – et materiale udviklet af Danmarks Apotekerforening.

Børn og unge mangler i mange tilfælde grundlæggende viden om medicin, og hvordan de skal omgås medicinen på en fornuftig facon.​ Samtidig er forbruget af smertestillende medicin blandt skoleelever bekymrende højt, og mange elever anvender medicinen på uhensigtsmæssige måder, hvilket kan medføre en forhøjet risiko for ganske alvorlige bivirkninger. Dette er naturligvis bekymrende, og jeg må indrømme, at jeg sagtens kan genkende tendensen. På min daglige arbejdsplads ser man også, at nogle elever spiser særligt smertestillende piller, som var det fredagsslik.

Jeg ved godt, at materialet er henvendt til elever på 5-6. klassetrin. Alligevel tænker jeg, at der må være information i materialet, som kan bruges også blandt overbygningselever. Det er vigtigt, at unge mennesker får et fornuftigt forhold til medicin – det er ikke noget, man ukritisk skal gøre brug af.

Det er vigtigt for alle elevers sundhedsadfærd på den lange, at de udvikler evnen til at tænke kritisk i forhold til medicin på samme måde, som de lærer om sund adfærd i forhold til bla. tobak, sex og alkohol. Gode eller dårlige medicinvaner grundlægges nemlig i barndommen eller i den tidlige ungdom.

Formålet med forløbet er at give eleverne en forståelse af, hvordan medicin virker, hvornår man skal gøre brug af den, at omgås medicin på en hensigtsmæssig måde, samt vigtigst af alt at give dem alternative strategier til, hvordan de kan håndtere hverdagssituationer som fx hovedpine og mavepine.

Jeg glæder mig til at materialet frigives 1. september 2018

Be the first to comment on "Medisundfornuft"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*